Vi har lagt Florida bag os. For denne gang. Men USA lokker. Som altid. Og jeg vil aldrig få nok. USA er for mig som et uendeligt ta’ selv bord af oplevelser. Men det er ikke det eneste. USA giver mig bare mere. Bare det at gå en tur i supermarked, køre bil, spise eller gå ned ad en gade bliver oplevelser i sig selv. Det ikke kun føles, men også er, anderledes.

Jeg slumrer. I tankerne er jeg tilbage på feriens første dag. Huset i Kissimmee mellem Orlando og Disneyworld. Fantastisk. Når du hører ordet feriehus, hvad tænker du så? I starten tænkte jeg på noget Lalandia-agtigt, hvilket med garanti også er hyggeligt nok. Men jeg tænkte ikke på Desperate Housewives. Det gør jeg nu. Hvis du har set noget af den serie, så kender du Wisteria Lane, den hyggelige vej i en forstad, med pragtfulde amerikanske huse. Sådan et hus var vores feriehus. Endda med egen pool, for pokker! Omgivet af amerikanske, fastboende naboer. Med basketballkurv på garagevæggen og weberen langs husmuren. Flinke folk. Ikke en eneste tysker i sigte. Man hilser og holder tilbage for den store, gule skolebus på vej i Walmart. Det gigantiske køleskab i husets køkken ville kræve 2-3 ture med fyldt bagagerum, før det var proppet. Nej, vent. Jeg glemmer jeg er i USA. Bagagerummet i min Chevrolet, som Team Benns Rejser havde sørget for stod klar i lufthavnen, ville kunne huse en mindre familie…

Walmart. Det var det med oplevelser i sig selv. ”-Finder du noget juice?”, spørger min kone, mens hun med begejstret kendermine fylder et dusin kulørte og eksotiske frugter ned i den gigantiske vogn. Det gør jeg. Alligevel tager det mig 5 minutter at komme tilbage. Kølemontren med juice er 13 meter lang! 13 meter! Jeg skridter den af endnu engang, fordi jeg allerede ved, at jeg vil skrive om det i denne artikel. Jeg vender tilbage, behageligt rystet, med en carrot-strawberry juice. Og nogle andre. Bare for en sikkerheds skyld.

 

Mine tanker afbrydes af en smilende Continental-stewardesse, der spørger om jeg har lyst til noget at drikke. Hvorfor har jeg egentlig ikke fløjet med dette selskab før? Exceptionel god service, også på landjorden, hvor jeg ligefrem blev opsøgt og spurgt om vi ikke ville af sted med et tidligere fly for at spare en times venten? Halløj, vi flytter også lige jeres pladser, så I får mere plads til prinsessen der! Jeg takker pænt nej til stewardessen, der sender min stadig sovende datter et moderligt øjekast og går videre. De er bare bedre til service i Continental. Også på monkey-class, hvis man da kan kalde det det.

 

Jeg slumrer igen. Smiler for mig selv ved tanken om mit besøg i Florida Mall dagen forinden. Vi havde været der 2 gange før, men ikke nået alle butikkerne alligevel. Med den lave dollar er det nærmest berusende at powershoppe. Vi måtte købe en ekstra kuffert for at få plads. Men som sagt var vi i Florida Mall i Orlando. Og jeg kiggede på surfboards. Ikke fordi jeg ville købe et. Så stor var den nye kuffert heller ikke. Men mere fordi de er så flotte. Den seje strømlinede form og de flotte motivlakeringer. Jeg er nok faldet lidt i staver, for pludselig spørger en sælger om han kan hjælpe mig. Jeg svarer høfligt, at jeg bare kigger. Han smiler og siger at det er helt ok, men at jeg endelig må sige til, hvis jeg vil prøve et board. ”-Try it on”, som han siger. Og det er først der, at jeg ser, at butikken har en kæmpe, 3 meter høj, kunstig men så afgjort brusende flodbølge i baglokalet, hvor 2 overtatoverede og sjaskvåde surfere i neoprendragter giver den hele armen… Fik du den? Jeg er rystet, nærmest groggy, af en blanding af overraskelse og begejstring. Jeg må støtte mig til væggen, mens jeg ser surferne trodse vandmasserne få meter fra mig bag den store butiksrude. Jeg kommer til at tænke på min yndlingsrestaurant Hooters slogan: ”Delightfylly tacky, yet unrefined”, et ordspil der direkte oversat betyder ”Forfriskende usmageligt, men alligevel uraffineret”. Det ER sgu da netop forfriskende usmageligt med en stor kunstig bølge som man kan prøve sit surfboard på midt inde i et gigantisk indkøbscenter 100 km fra havet. Det er så langt ude, men alligevel en helt naturlig ting, hvis man tænker efter. Men kun i USA. Derfor rammer Hooters slogan plet. Sammen med US Armys ”Be all you can be”. I øvrigt laver Hooters de bedste wings i USA. End of discussion!

Min datter er vågnet. Hun strækker sig og putter sig ind til mig. ”-Må jeg se vaskebjørn, far?” spørger hun sødt. Klart! For 20. gang finder jeg digitalkameraet frem og bladrer frem til billederne fra Ocala National Forest. Vi lejede også denne gang et mobilhome. En genial måde at rejse på. USA har tusinder af dejlige campingpladser, fra primitive til luksuriøse. Vi valgte en ved Juniper Springs, midt i en subtropisk jungle med mageløs natur. Jeg havde svaret selvsikkert ”-Sure!”, da campingdamen i indgangen spurte ”-Can you handle a backing spot?”, altså en campsite, hvor man skal bakke ind. Den sad der også første gang og pludselig står vores hus på hjul så i sine nye omgivelser med palmer, bålsted og bord-bænke sæt. Vaskebjørnen kom da det blev mørkt og var vel på det nærmeste tam. Og sød. Det synes min datter i hvert fald, og er vild med at se billederne af den lille frækkert. Hun har i øvrigt i en alder af 2½ år haft sit livs største oplevelser på denne ferie.

 

Jeg må fortælle om Disneyworld. Hvis jeg kan. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg havde forestillet mig. Jeg ved heller ikke helt hvordan jeg skal beskrive det, nu hvor jeg har oplevet det. Men hvis jeg skulle prøve at beskrive det gennem et barns øjne, så er det intet mindre end genialt. En af de vigtigste ting for børn er genkendelse. Børn begejstres af ting de kender og holder af. Forestil dig en tur igennem Magic Kingdom, hvor du møder lige fra Peter Plys og Askepot, til Minnie Mouse og Gårdmand Bjørn. Alle de figurer barnet kender fra film, spil, bøger og dukker er pludselig virkelige og er i deres egne rammer. Vi er på besøg hjemme hos dem. I fantasiens virkelighed. Det ER genialt. Suverænt. Jeg havde på forhånd sparret omkring Disneyworld med min Team Benns rejsepusher. ”-Jens, din datter vil elske det og det vil du også! Tro mig!”, sagde han. Og jeg tror ham. Jeg tør godt kalde mig for lidt af en USA-ekspert efterhånden, men jeg er ikke den eneste. Det vidner den rådgivning jeg får hver gang vi skal ud at rejse med Team Benns tydeligt om. Man har set. Man har prøvet. Man ved. Og det får man glæde af.

 

Vi kigger på billeder af min datter der gennem-krammer Tigerdyret, der i tillæg fik en spontan hoppeopvisning. Jeg tror, hun ville vise, at han ikke var alene om at synes, at det er fedt at hoppe. Jeg kom vist også selv til at hoppe lidt, og det er ikke alle forlystelsesparker der formår at få mine 100 kg til fysisk at hoppe af begejstring, nej det er ej. Billederne på digitalkameraets lille skærm zapper forbi. Min kone kigger også med nu. 14 dage i Florida. Næste gang drøner vi nok ud til Tampa og kigger. Eller ned til Miami og Key West. Eller bliver i Orlando, hvor det tager 60 dage uafbrudt at prøve alle de forlystelser der er. Eller hænger ud ved poolen. Eller…

 

Jeg slumrer igen. Og det kan jeg kun når jeg er 100% afslappet, mæt og lykkelig. Heldigvis er det ikke første gang jeg slumrer, for jeg har rejst med Team Benns siden 1986. Det bliver heller ikke den sidste.